Frivillig arbejdskraft

1. Social sammenhængskraft, 2. Civilsamfundets bidrag, 3. Personlig udvikling, 4. Supplering af velfærdsstaten, 5. Risiko for prispres på arbejdsmarkedet. Frivilligt arbejde er en integreret del af den danske kultur og foreningsliv, og det udgør en fundamental ressource for mange sociale og kulturelle institutioner. I de senere år er debatten om frivillighed dog blevet mere politiseret i takt med, at velfærdsstaten er under økonomisk pres. Nogle betragter frivilligt arbejde som en fantastisk måde at styrke medborgerskabet og løse samfundsopgaver på. Andre udtrykker derimod en frygt for, at den frivillige indsats bliver brugt som en undskyldning for at spare på det professionelle personale og dermed udvande velfærden. I Danmark deltager ca. 40 procent af befolkningen i frivilligt arbejde i løbet af et år, hvilket er en af de højeste rater i verden. Denne indsats spænder vidt – fra idrætstrænere og besøgsvenner til frivillige i genbrugsbutikker og på krisecentre. Fælles for disse mennesker er lysten til at gøre en forskel uden at modtage økonomisk vederlag. Foreningslivet fungerer herved som en 'demokratisk skole', hvor borgerne lærer om samarbejde og fælles ansvar, uanset deres sociale eller økonomiske baggrund. På den ene side skaber den frivillige arbejdskraft en enorm merværdi, da den muliggør aktiviteter, som ellers ikke ville finde sted. Frivillige bringer ofte en særlig menneskelig varme og et personligt engagement, som ikke altid kan købes for penge. På den anden side opstår der problemer, hvis frivillige begynder at udføre opgaver, som normalt kræver en faglig uddannelse, f.eks. i plejesektoren. Det kan medføre en risiko for, at kvaliteten falder, og at lønnede medarbejdere føler sig presset af 'gratis' arbejdskraft. Desuden kan det skabe en usikkerhed for borgerne, hvis vitale funktioner i samfundet gøres afhængige af folks gode vilje og lyst i stedet for lovsikrede rettigheder. Alt i alt er den frivillige indsats en uvurderlig styrke, der gør Danmark til et rigere samfund i menneskelig forstand. Min konklusion er dog, at frivillighed altid skal være et supplement og aldrig en erstatning for den professionelle velfærd. Det er afgørende, at vi opretholder en skarp grænse mellem de opgaver, staten har ansvaret for, og de opgaver, som civilsamfundet kan løfte. Kun på den måde kan vi sikre et velfungerende arbejdsmarked og samtidig høste de sociale frugter af det stærke engagement, de frivillige udviser.